Madlavning som terapi

Jeg mistede min far for 2 uger og 6 dage siden. 

Av.

Andet kan jeg ikke sige, for jeg er slet slet ikke dér endnu hvor jeg sådan egentlig forstår at dette nu er min virkelighed. 

Dét jeg vil fortælle med dette indlæg er hvordan jeg er kommer igennem de sidste 2 uger og 6 dage. For det skal jeg jo. Jeg kan ikke bare ligge mig under dynen og tude hele dagen. Jeg har to helt små børn, hvoraf den ene stadig ikke forstår gråd. Han bliver urolige og påvirkede. Jeg har fortalt min ældste at mor har ondt i maven når hun græder. Så aer hun min mave og siger "mor av mave" og går igen. Måske hun bedre kan håndtere at mor græder. Men i hvert fald oplever jeg en stor opdrift i det at have de to små mus løbende rundt herhjemme. Det meste af tiden nyder jeg deres tilstedeværelse ekstra meget, måske fordi det hele bliver sat i relief, når man oplever én tæt på dø? Men når så tårene virkelig trænger sig på eller maven gør knuder, så har jeg fundet ud af at køkkenet er min redning. Jeg lukker mig simpelthen inde i køkkenet (altså selvfølgelig ikke når jeg er alene med børnene;-), tænder for emhætten og laver mad. Det er min terapi. Jeg har aldrig tænkt på før, hvilken ro det giver mig at lave mad. Jeg har altid elsket at stå i køkkenet men at det ligefrem skulle være terapeutisk anede jeg ikke. 

En bivirkning ved at miste min far, har været at jeg samtidig også har mistet appetitten. Derfor har min madlavningsterapi primært omhandlet retter som jeg gider spise og helst også noget som jeg spise meget af. Et voila - is. Det har været helt genialt have til eksempelvis morgenmad, da jeg ellers ikke har spist noget dér. Lige nu står vægten stille, men det er et fremskridt efter at have tabt mig alt alt for meget. Næste skridt er så at tage på igen. Få lidt sul på kroppen, for selvom det er fedt ikke, at skulle tænke på, at trække maven ind, så savner jeg altså virkelig min bagdel!

Ovenover ses en typisk morgenmad for mig i øjeblikket. Kaffe og is. Is i alle afskygninger. Eller faktisk parfait, for jeg har ingen ismaskine og er for doven til at røre rundt i isen mens den fryser. Derfor danner der sig krystaller og så hedder det parfait åbenbart. Men godt smager det ihvertfald. Denne version er hindbærparfait. 

En anden ting der altid er plads til i min mave er chokolademousse - det smager bare formidabelt  og er så nemt at lave. Denne skålfuld er lavet på 77% chokolade istedet for den normale 86%. Ene og alene fordi den blev sødere og at jeg derfor kunne spise mere af den. Ðet har jeg læst et sted, men nu hvor jeg har brug for referencen, kan jeg selvfølgelig ikke finde stedet.... Det var noget med at når mad er sødet, så kan man spise langt mere af det end hvis du eksempelvis bare spise flødeskum uden chokolade. Giver fin mening hér. Specielt i betragtning af at jeg ikke kan lide flødeskum;-). Opskriften fås her http://marissesblog.blogspot.dk/2013/11/chokolademousse.html