fredag den 25. april 2014

Om allergi og forår


Mine to dejlige (for det meste...) børn har ikke sovet så godt på det seneste. Middagsluren har været atypisk kort og nattesøvnen ligeså. Vores gæt var at det måtte være varmen, der holdt dem vågne. Og dermed os vågne. Åndssvage varmen - nu havde jeg lige sådan glædet mig til den og så er den bare SÅ modarbejdende. Dette forblev årsagen lige indtil August, den mindste, begyndte at få virkelig slemt børneeksem, bare sådan uden videre. Jeg smurte med den almindelige creme, men lige lidt hjalp det. Mille, den ældste, klagede også over kløene ben, og dér hjalp cremen heller ikke rigtigt. Og det var så dér brillerne faldt på plads hos mig. For det er jo f.... Pollensæson! Børnene, i særdeleshed August, lider rigtigt meget af børneeksem og dette forværres åbenbart, hos nogle, af pollen. Derfor skyndte jeg mig på apoteket og fik købt et arsenal af Aderma's cremer til tør og irriteret hud. De er nemlig ret fantastiske, da de indeholde hvedekim, som beroliger huden. Og ved i hvad? Det hjalp MED DET SAMME! Som i at børnene sov HELE natten plus to en halv time hver i vuggestuen. Yay!!! Så nu er der igen søvn om natten til os forældre - det er da skønt! 
Dette har givet overskud til, at få lidt mere ud af dagene og i dag tog manden og jeg på kærestetur inden vi hentede børnene og nød solens varme. Vi var liiiige forbi Social Food på Gl. Kongevej og stocke up på nødder, for de har bare de bedste nødder til ingen penge og så får man endda bæredygtighed med i købet. Det kan jeg li':-). På turen kom vi også forbi haven ved Landbohøjskolen. Og hold nu op hvor er det sted bare vidunderligt. Nu er jeg kommet der i en del år, faktisk næsten fast hver dag under mine barsler, og jeg bliver bare mere og mere forelsket. Der er altid noget at se på, for de har jo alverdens træer, blomster og planter. Og lige nu blomstrer træerne og det er det smukkeste syn. 




søndag den 6. april 2014

Smagen af sommer

Vi går mod lysere tider - i mange henseender for mit vedkommende - og som om min mave godt er klar over dette, craver den for øjeblikket salater a la sommer en masse. Her nævnes i flæng nogle af de salater jeg har stillet på middagsbordet på det seneste: insalata caprese, salade nicoise (i en mere "tøm hele køleskabet agtig" form) og mangosalat med ceviche af torsk. Sidstnævnte lavede jeg her til aften og det blev et overraskende hit! Jeg har virkelig svært ved det med fisk. Tilberedt ordentligt kan det jo smage gudeskønt, men min hjerne går ofte på "writers block"-mode når jeg vil lave fisk. Så jeg er ekstra stolt over at kreere et styk fisk som er en tand mere kreativt end paneret rødspætte;-). Salaten blev lavet på hjertesalat, mango og rød peber med en generøs sjat sødet hvidvinseddike ovenpå.
Torsken frøs jeg et par timer, sådan at alle grimme sager var total tot og fisken samtidigt var nemmere at skære i tynde skiver. Lagen bestod af saften fra fire lime og én citron plus en halv finthakket chili. Fisken fik halvanden time i lagen hvor syren "kogte" torsken. Derefter blev det hele blandet og vupti! Sommerlækker salat:-)


onsdag den 19. marts 2014

Madlavning som terapi

Jeg mistede min far for 2 uger og 6 dage siden. 
Av.
Andet kan jeg ikke sige, for jeg er slet slet ikke dér endnu hvor jeg sådan egentlig forstår at dette nu er min virkelighed. 
Dét jeg vil fortælle med dette indlæg er hvordan jeg er kommer igennem de sidste 2 uger og 6 dage. For det skal jeg jo. Jeg kan ikke bare ligge mig under dynen og tude hele dagen. Jeg har to helt små børn, hvoraf den ene stadig ikke forstår gråd. Han bliver urolige og påvirkede. Jeg har fortalt min ældste at mor har ondt i maven når hun græder. Så aer hun min mave og siger "mor av mave" og går igen. Måske hun bedre kan håndtere at mor græder. Men i hvert fald oplever jeg en stor opdrift i det at have de to små mus løbende rundt herhjemme. Det meste af tiden nyder jeg deres tilstedeværelse ekstra meget, måske fordi det hele bliver sat i relief, når man oplever én tæt på dø? Men når så tårene virkelig trænger sig på eller maven gør knuder, så har jeg fundet ud af at køkkenet er min redning. Jeg lukker mig simpelthen inde i køkkenet (altså selvfølgelig ikke når jeg er alene med børnene;-), tænder for emhætten og laver mad. Det er min terapi. Jeg har aldrig tænkt på før, hvilken ro det giver mig at lave mad. Jeg har altid elsket at stå i køkkenet men at det ligefrem skulle være terapeutisk anede jeg ikke. 
En bivirkning ved at miste min far, har været at jeg samtidig også har mistet appetitten. Derfor har min madlavningsterapi primært omhandlet retter som jeg gider spise og helst også noget som jeg spise meget af. Et voila - is. Det har været helt genialt have til eksempelvis morgenmad, da jeg ellers ikke har spist noget dér. Lige nu står vægten stille, men det er et fremskridt efter at have tabt mig alt alt for meget. Næste skridt er så at tage på igen. Få lidt sul på kroppen, for selvom det er fedt ikke, at skulle tænke på, at trække maven ind, så savner jeg altså virkelig min bagdel!

Ovenover ses en typisk morgenmad for mig i øjeblikket. Kaffe og is. Is i alle afskygninger. Eller faktisk parfait, for jeg har ingen ismaskine og er for doven til at røre rundt i isen mens den fryser. Derfor danner der sig krystaller og så hedder det parfait åbenbart. Men godt smager det ihvertfald. Denne version er hindbærparfait. 

En anden ting der altid er plads til i min mave er chokolademousse - det smager bare formidabelt  og er så nemt at lave. Denne skålfuld er lavet på 77% chokolade istedet for den normale 86%. Ene og alene fordi den blev sødere og at jeg derfor kunne spise mere af den. Ðet har jeg læst et sted, men nu hvor jeg har brug for referencen, kan jeg selvfølgelig ikke finde stedet.... Det var noget med at når mad er sødet, så kan man spise langt mere af det end hvis du eksempelvis bare spise flødeskum uden chokolade. Giver fin mening hér. Specielt i betragtning af at jeg ikke kan lide flødeskum;-). Opskriften fås her http://marissesblog.blogspot.dk/2013/11/chokolademousse.html


lørdag den 15. marts 2014

Madlavningsamok

Det er egentlig lidt sært, men siden jeg begyndte på arbejde igen, har jeg fået en vild lyst til at lave mad hele tiden når jeg er hjemme... Jeg ved ikke om det er arbejdets skyld og om årsagen ligger i at det bliver lysere og lysere derude, men i hvertfald så havde jeg meget mere overskud i en periode. Skønt:-). Det begyndte med min caribiske uge, for så at gå over i en "Mæt & Slank"- periode, altså inspireret af Jane Faerbers nye bog, for så, skiftevis og overlappende, at være begge dele. Dette her er bare lidt af de ting jeg fik kokkereret. Senere har jeg fundet ud af at madlavning også fungerer godt som terapi, men mere om det i et andet indlæg.
 I 
Så altså jeg har haft gang i friturestegte sødekartofler, torsk marineret på caribisk manér, souskai (spicy mangosalat), arme riddere med diverse tilbehør og nødde-/chokoladekager. Jeg forsøgte mig også med en tiramisu i anledningen af gårsdagens fejring af manden herhjemme, men den kan jeg slet ikke prale med, for den blev bare så mislykket.... Aner ikke hvor det gik galt, men den var som suppe i bunden, og så synes jeg desuden at resultatet af de hjemmebagte ladyfingers var skuffende, da de var alt for hårde. Selv efter 6 timer i marsalasuppe, var de slet ikke bløde nok. Jeg må tjekke internettet efter en anden opskrift, for jeg elsker tiramisu

Og så lige det sidste billede af hovedretten til min mands fødselsdag, helt efter hans eget ønske, porchetta fyldt med rosmarin, fennikelfrø og persille. Jeg er desværre ikke selv så glad for smagen af svinekød, men må sige at krydderierne maskerede den meget godt;-). Den var i hvertfald et hit hos resten af selskabet. Min slagter havde, på eget forslag, skåret sværet næsten helt af. Dette gjorde han for, at jeg havde en større rulleoverflade og derfor større mulighed for, at komme ekstra meget stuffing i. Klog mand;-).








onsdag den 5. februar 2014

Drømmen om et varmere sted...

Herhjemme har vi besluttet at nu skal det være sommer - det er da også lige ved at være oppe over ik?;-). Det startede med en bøtte modellervoks, som duftede skønt af Caribien (ja hvorfor ved jeg ikke - har svært ved at overbevise min datter om at hun IKKE må spise det...). Men i hvert fald blev jeg inspireret til at de kommende mange dage, madmæssigt, skal stå i sommerens tegn, så nu har jeg fundet én af mine yndlingskogebøger frem, nemlig Creole af Babette de Rozieres. Den er så lækker så lækker! 
Opskrifterne er alle caribiske og fulde af kokos, skaldyr og lækre eksotiske frugter. Og jeg ved godt at det egentlig ikke holder, når jeg nu normalt holder mig så meget til lokale-råvarer-princippet, men jeg har altså SÅ meget brug for sol og varme lige nu, omend det så kun er i maden. Mindstemanden på et år ligger med skoldkopper for 3.døgn i træk og det går ikke stille af sig! Indtil videre kan vi tælle timerne uden gråd på én hånd. Det betyder at jeg sammenlagt på tre døgn har fået under 10 timers søvn. Normalt kan manden herhjemme tage over, for August er utrolig far-glad, men ikke lige nu. Det er først når han kommer op til mig og jeg taler med ham, at han slapper af. En ting jeg endnu ikke har præsteret at gøre i søvne. Og så nok om mine små problemer, for August har det så langt værre. Jeg har hørt at de små børn håndterer skoldkopper bedre end de større, men det er altså ikke lige billedet herhjemme. Han har skoldkopper ALLEVEGNE! Selv inde i munden og i ørene! Og det klør og svier. Lille stakkels basse:-(.
Men så i går kunne jeg mærke, at der skulle ske noget nyt, sommer skulle simpelthen ind i vores lille lejlighed. I ved, sommer hvor ingen er syge og solen altid skinner fra en skyfri himmel. 
Jeg gik i køkkenet og blot præparationen af maden bragte mig til varmere himmelstrøg. Det var bare så skønt!
Jeg lavede reje-/kokospatties (a la frikadeller af rejer), mango-, avokado- og koriandersalat og avokadomayo med et godt skud lime. Og det smagte megalækkert!


Opskriften passede til 2 voksne plus lidt ekstra til 2 pt meget småtspisende børn.

Til en 10 - 12 stk små "frikadeller" brugte jeg:

300 gram rejer (Royal Greenlands kutterrejer er netop blevet MSC mærket!)
100 gram revet kokos (jeg brugte frisk kokos, men mest pga duften;-))
3 spsk kokosmel fra Funktionel Mad
Saft af en lime
Saft af en appelsin
En håndfuld persille
2 fed hvidløg
1 æg

Jeg blendede det hele til en relativ jævn masse og stegte frikadellerne ved medium varme på panden i olivenolie. De smuldrer nemt hvis de bliver for store, så lav dem lidt små i det, sådan a la en børnehånd alder 2 år;-). 
Salaten var bare en grøn salat med masser af avokado, mango og hakket koriander med en vinaigrette lavet på lime, olivenolie og salt.
Avokadomayoen bestod af en halv tube god mayonnaise, evt Hellmanns, blandet med to modne avokadoer, saften fra en hel lime og en lille smule røget paprika.

Så er der serveret:-)

søndag den 26. januar 2014

Fødselsdagsslabberas og lidt tanker om nikkelallergi

Så blev det igen tid til børnefødselsdag - sønnikes første faktisk. Nu hvor vi er flere og flere i min familie og omgangskreds som tyer til lchf er det lige til højrebenet at lave kaffe-/kagebord a la lchf. Selvfølgelig var der også lidt til alle de andre som stadig spiser mel og sukker i form af fødselsdagsboller og lagkage.
Nu hvor jeg er startet på arbejde igen efter barsel, kan jeg godt mærke at der skal benhård planlægning til hvis man skal præstere et traktement af hjemmelavede godter. En planlægning jeg slet ikke har fået indarbejdet, så derfor sprang jeg så fint over med Funktionel Mads brødblanding og kageblanding. Og det var slet ikke så dumt. Blandingerne indeholder jo rene råvarer, ikke nogle mærkelige e-numre. Så hvorfor ikke springe over hvor gærdet er lavet en gang i mellem? Og så smager det godt! Den dér brødblanding er jo bare så lækker.
 Kageblandingen fik et brev pebernøddeblanding i og mascarponecreme med sukrinmelis og clementinsaft på toppen - lækkert. Fra bunden lavede jeg Xenias (hjemmehosxenia.dk) gateau Marcel (for 3. gang på halvanden uge...) som bare altid er et kæmpe hit! Chokolade med chokolade på skader vist ingen vel?;-). Eller gør den? Læs videre...
Til bassemanden lavede jeg en lagkage som på ingen måde var lchf, men sådan må det også godt være synes jeg, når det drejer sig om børn. Til gengæld var den skriggrøn og dekoreret med fine savannedyr i plastik. 

I løbet af weekenden er det desværre gået op for mig, at jeg har fået en rimelig slem omgang nikkelallergi i forbindelse med, at jeg begyndte på lchf. Det giver jo egentlig god mening, når man tænker på hvor mange flere nødder jeg eksempelvis indtager. Nødder indeholder en hel del nikkel. Det gør kakaopulver også (min morgenmad er lchf kakaomælk). Avokado og kerner af enhver art skal jeg egentlig også holde mig fra. Der er pludselig så mange ting jeg skal være påpasselig med og det passer bare slet ikke ind i en kost med lchf. Så det må være min nye udfordring - at finde andre muligheder indenfor lchf. Men så kommer problemet med, at jeg er en tand træt af æg, oopsies og ost, som jo ellers udemærket kunne gøre sig ud for morgenmad og brød. I dag lavede jeg en æggelatte og det var fint nok... Men var det godt nok til at jeg vil gøre det HVER dag? Nu havde jeg jo også lige "fundet" kokosgrød, som jeg var blevet så glad ved. 
Men altså nu prøver jeg i en periode at ændre kosten og ser om det hjælper. Jeg er træt af altid at have eksem under min vielsesring. Og aldrig kan have smykker på overhovedet. Heller ikke min forlovelsesring som bare er så fin. Hverken sølv, guld eller selv kirurgisk stål. Så krydser jeg fingre for, at jeg finder én eller anden smart olie eller lignende, som på magisk vis fjerner allergien, så jeg kan gå tilbage til min kakaomælk, mit nøddebrød og kokosgrøden;-)


søndag den 19. januar 2014

Grød

Inspireret af Jane Faerbers Instagram har jeg simpelthen forsøgt mig med grød i dag. Jeg synes, ærligt talt, at det lyder temmelig nasty at lave grød på æg, men jeg blev faktisk ret så positivt overrasket! Jeg lavede den på en stor skefuld kokosfibre, 1 dl fløde, 2 æg og lidt kokossukker som jeg piskede sammen i en lille gryde og varmede op. Da det var grødkonsistens, gav jeg den et skud vanillepulver, lidt hakkede mandler og banan. Mums! Nåede lige at smage et par skeer, før manden min overtog skålen og spiste rub og stub med stor fornøjelse:-). Det kan være rart med et alternativ til kakaomælken, som plejer at være min morgenmad. This will do!
Nu er jeg forresten også kommet på Instagram. Jeg hedder Marissr. Så må vi se hvad det er for noget...;-).
God søndag.